Medicinsk oversættelse

Områdets andet afgørende træk er læsernes forskellighed. Produktresuméet til lægen og indlægssedlen til patienten om det samme lægemiddel bærer den samme information, men bruger et helt andet sprogligt register. Uden at vide, hvem teksten henvender sig til, kan man ikke oversætte rigtigt.

Hvilke tekster hører under medicinsk oversættelse?

Området strækker sig fra kliniske dokumenter til regulatoriske sagsmapper. På den ene side patientjournaler, epikriser, undersøgelsessvar og operationsbeskrivelser; på den anden brugsanvisninger til medicinsk udstyr, protokoller for kliniske forsøg og formularer om informeret samtykke. De to grupper kræver forskellig faglighed og forskellig kontrolopsætning.

Dokument	Læser	Sprogligt register	Kritisk risiko
Epikrise og undersøgelsessvar	Læge	Fagterminologi, forkortelser	Fejl i måleenhed og referenceinterval
Formular om informeret samtykke	Patient	Enkelt, forståeligt sprog	Risikoen beskrives mangelfuldt
Indlægsseddel	Patient og pårørende	Bydeform, korte sætninger	Formuleringer om dosis og hyppighed
Brugsanvisning til udstyr	Sundhedspersonale	Teknisk, i overensstemmelse med standarder	Advarsels- og sikkerhedstekster
Protokol for klinisk forsøg	Forsker og komité	Videnskabeligt, formelt	Inklusions- og eksklusionskriterier

Terminologi, forkortelser og enheder

I lægesproget kan forkortelser betyde forskellige ting efter sammenhængen; de samme tre bogstaver kan pege på to forskellige diagnoser i to specialer. Derfor løses forkortelser ikke ud fra ordbogen, men ud fra tekstens kliniske sammenhæng. Hvor man ikke kan være sikker, skrives forkortelsen ud, og formen fra kilden bevares i parentes.

Måleenheder er det andet kritiske område. I laboratoriesvar varierer enhedssystemerne fra land til land, og om der skal omregnes, er ikke et oversættelsesvalg, men en lægefaglig beslutning. Den rigtige fremgangsmåde er at gengive værdien og enheden fra kilden uændret og om nødvendigt markere forskellen med en oversætternote.

Hvordan forløber processen?

1. Tekstens type, dens læser og formålet med brugen fastlægges; en patientjournal og en godkendelsessag går ikke gennem samme flow.
2. En oversætter med fagligt speciale sættes på; tekster inden for onkologi, kardiologi og ortopædi kræver hvert sit greb om terminologien.
3. Under oversættelsen samles de talmæssige data i en særskilt liste.
4. En anden person sammenligner den talliste uafhængigt med kildedokumentet; dette trin køres adskilt fra gennemlæsningen af teksten.
5. Der foretages en kontrollæsning ved en person med erfaring inden for sundhedsområdet; uafklarede punkter markeres med en oversætternote.
6. Teksten leveres, og den sagsspecifikke termregistrering gemmes.

Fortrolighed og patientdata

Sundhedsdata er en selvstændig og bedre beskyttet kategori inden for personoplysninger. Oversættelsen af en epikrise bærer personens diagnose, forhistorie og undertiden også oplysninger om familien. Derfor skal det i medicinsk oversættelse fastlægges fra begyndelsen, hvor mange hænder sagen går igennem, hvor den opbevares, og hvornår den slettes.

I opgaver for erhvervskunder er den forventede praksis, at identitetsoplysninger maskeres, hvor de ikke er nødvendige, og at oversættelsesteamet arbejder under en skriftlig fortrolighedserklæring. Ved journaler for enkeltpatienter forventes det som minimum, at det tilsikres, at sagen destrueres, når arbejdet er afsluttet.

Kliniske forsøg og regulatoriske dokumenter

Den anden store gren af medicinsk oversættelse er ikke de kliniske tekster, men de regulatoriske sagsmapper. Protokoller for kliniske forsøg, deltagerinformationer, case report-formularer og korrespondance med etiske komitéer udgør gruppen. I disse dokumenter er oversættelsen en del af en officiel sag, som en komité skal gennemgå, og den er underlagt formelle krav.

Det kriterium, der træder frem på dette område, er konsistens. Inklusionskriterier, doseringsskemaer og evalueringstidspunkter, der optræder i forskellige afsnit af den samme protokol, skal stemme nøjagtigt overens. En modstrid i kildeteksten rettes ikke i oversættelsen; den markeres og meldes til den ansvarlige forsker.

Deltagerinformationer er derimod et sprogligt problem for sig. Formularerne har tendens til at være skrevet som en juridisk tekst, mens læseren er patienten. Formålet i oversættelsen er at bevare den juridiske rækkevidde og samtidig holde teksten reelt forståelig; at ramme balancen mellem de to kræver erfaring på området.

En disciplin for sig i tekster om medicinsk udstyr

Brugsanvisninger til medicinsk udstyr ligger, hvor medicinsk og teknisk oversættelse krydser hinanden. Teksten beskriver på den ene side den kliniske brug og er på den anden side et ingeniørdokument. Formen på advarsels- og sikkerhedsafsnittene er ofte fastlagt i de relevante standarder, og her er oversætterens frihed mindst.

Det andet træk er brugerfladeteksterne. Beskederne på udstyrets skærm har en tegngrænse og skal være nøjagtigt de samme som gengivelserne i brugsanvisningen. Står trinnet, som brugsanvisningen kalder »skyllecyklus«, med en anden formulering på skærmen, kan brugeren ikke bekræfte, hvilket trin vedkommende er på.

Det tredje punkt er versionsstyring. Når udstyrets software opdateres, opdateres brugsanvisningen også; ved de opdateringer forventes det, at kun de ændrede afsnit behandles, mens resten bevares med den tidligere godkendte oversættelse. Oversættelser uden sporbarhed på versioner giver problemer ved kontrollen.

Sager om behandling i udlandet

Sagerne for patienter, der vil behandles i udlandet, ligger, hvor klinisk oversættelse og oversættelse af officielle dokumenter krydser hinanden. Epikrisen, de billeddiagnostiske beskrivelser og medicinlisten kræver klinisk faglighed; til gengæld kræver korrespondancen om forsikring og refusion samt hospitalets indlæggelsespapirer ofte en bekræftet oversættelse.

Det hyppigste tab i disse sager er, at behandlingshistorikken sendes stykkevis. Gengives patientens tidligere undersøgelser og medicin mangelfuldt, beder den modtagende klinik om yderligere dokumenter ved den første vurdering, og forløbet forlænges med endnu en runde. Alene det at ordne sagen kronologisk og udfylde de manglende sider fra begyndelsen sparer uger.

Ved billeddiagnostiske beskrivelser findes desuden en teknisk detalje: beskrivelsens tekst og selve billedfilerne skal sendes hver for sig. Den modtagende klinik lader oftest sin egen speciallæge granske råbillederne på ny; oversættelsen af beskrivelsen er information, der ledsager den granskning, og træder ikke i stedet for den. At kende den forskel gør det muligt at afgøre rigtigt, hvilke dokumenter der skal oversættes.

Hvad afgør prisen?

Det første, der afgør prisen på medicinsk oversættelse, er den faglige dybde; der er en betydelig omkostningsforskel mellem almene sundhedstekster og tekster fra specialiserede områder. Det andet er håndskrevet indhold: sager med lægenotater tager langt længere tid end digital tekst. Det tredje er omfanget af det andet kontrollag.

I sager, der forberedes til en behandlingsansøgning i udlandet, kan et bekræftelseslag desuden komme til. Prislogikken post for post deler vi på prissiden; hvordan modtagerlandet modtager dokumenter, kan du se i landeguiden.

Situationer, vi ofte møder

• Ulæselig håndskrift. Et ord, man ikke er sikker på, gættes ikke; det markeres, og der bedes om bekræftelse fra den læge, der har skrevet det.
• Manglende side. På bagsiden af epikriser står ofte medicinlisten; springes den over ved scanningen, ser behandlingshistorikken mangelfuld ud.
• Lægemiddelnavne. Handelsnavnet for det samme aktive stof varierer fra land til land. Den rigtige fremgangsmåde er at tage udgangspunkt i det aktive stof og samtidig bevare handelsnavnet.
• Tidspres. I sundhedsturisme går tilbudsprocessen hurtigt; men hastighed må ikke betyde, at trinnet med talkontrol springes over. Du kan sende din sag via tilbudsformularen.

Fremstillingen nedenfor opsummerer den typiske praksis; myndighedernes praksis kan variere. Vi anbefaler, at du følger den gældende praksis via de officielle meddelelser.